Horsens Vævekreds holder åbent hus lørdag den 24.1.2026, i vores vævelokale på Ane Staunings vej 21 A, 8700 Horsens kl 10 – 14
Besøg Horsens Vævekreds og se væve i funktion.
Væven er ved at blive gjort klar til vævning
På vævene kan der fremstilles mange former for tekstil, som f. eks. viskestykker, plaider, beklædningtekstil og gulvløbere. På vores væve kan du se, hvorledes tekstil fremstilles i lille skala.
Kom og hør om det kreative foreningsliv. Få mere at vide om vores forskellige former for medlemskab eller kom på listen til prøv en væv.
Alle er velkomne, vi giver en kop kaffe eller the.
I gennem tiderne har det at kunne skabe beklædning været en nødvendighed. Væven er i den henseende et ældgammelt redskab. Der er påvist væve fra 6000 f.kr.
Før vævens opfindelse, er der brugt forskellige knude, flette og knytte teknikker til at fremstille stof til beklædninger.
Arbejdet med at fremstille beklædnings og husholds stoffer, var tidligere knyttet til de enkelte husholdninger, indtil industrialiseringen overtog.
Da det stadig var mere almindeligt, at de enkelte husholdninger havde deres egen fremstilling af stoffer, var det ikke ualmindeligt at overføre mønstre fra broderi til væv og strik og vise versa.
F.eks. kunne der væves stof til en nederdel, eller kjole med en fin bort forneden, med tilhørende strikket trøje.
Men også i dag kan inspirationen gå fra strik til væv, som f. eks. dette stykke stof, hvor væveren efter inspiration af Lærke Baggers strik, har vævet et stykke stof med forskellige farver og striber, tråde, der er løse ender.
Stoffet er vævet af rester af gode strikkegarner. Den videre rejse for stoffet er endnu ikke besluttet, men det kan omformes til en vest, en taske, kun fantasien og stoffets størrelse sætter grænser.
Vævning er alsidig, og oplagt til at bruge rester og genbrug af gode brugte tekstiler til et nyt liv.